Om workshoppen:
Carsten vil tage jer med på en lang og efter eget udsagn lykkelig 43-årig rejse som kiropraktor. Han mener, at stilstand er det værste, der kan overgå ham, og at alle hans patienter skal kureres. I en erkendelse af, at det nok ikke kan lade sig gøre, har han ikke desto mindre bevaret ambitionen som et middel til konstant at stræbe efter at forbedre behandlingen.
Han fandt for 40 år siden en muskeltest, som han og de øvrige kiropraktorer på klinikkerne bruger til at supplere den palpatoriske og subjektive del af ledundersøgelsen med en objektiv undersøgelse som samtidig også kan evaluere behandlingens fremskridt.
Del vil han lære jer samt en masse fif og gode behandlinger samlet sammen gennem en lang karriere. Du skal lære at gennemundersøge og justere en fod og en hånd, lære den gode cervikal- og lumbalbehandling og meget mere. I kan også selv melde ind med behandlinger, som I finder besværlige eller svære og få Carstens råd omkring dem.
Om Carsten Nøddeskou:
Uddannet kiropraktor fra den canadiske læreanstalt i Toronto i 1983. Han fik årets forskerpris for sit afgangsprojekt og har bevaret den forskermæssige nysgerrighed, og forsøg på at udvide den eksisterende viden har været en grundtone i hele hans karriere.
Efter endt turnustid blev han selvstændig i Sorø. Siden 2016 også partner med Martin Juulager i klinik i Odense.
Undervejs i karrieren har Carsten virket som praksiskonsulent og fik opnået ret til scanningshenvisning i det daværende Vestsjællands Amt og drev i en kort periode en projektklinik på skadestuen på Slagelse Sygehus.
Carsten tog tidligt efteruddannelse indenfor sportskiropraktik og ekstremitetsbehandling, og har igennem tiden sammen med 30 turnuskandidater, mange kollegaer og partneren, Martin, udviklet en tilgang til behandlingen af patienterne, som er meget helhedsorienteret og fokuseret på kroppens balance.
Klinikkerne beskæftiger i dag 12 kiropraktorer og i alt 29 ansatte med patienter fra hele Danmark.